Hold læsningen ved lige i ferien

Den venter lige rundt om hjørnet, sommerferien. Mange familier har allerede planlagt, hvad de skal lave i ferien. Er læsningen også en del af de planer? Selvom det er sommerferie, og børnene er gået på en velfortjent ferie, er det stadig vigtigt at holde læsningen ved lige. Derfor kommer vi med et bud på sjove og hyggelige læseaktiviteter, du som forælder vil kunne lave med dit barn i ferien, uden at han eller hun falder om af kedsomhed eller anklager dig for at have glemt, at det er ferie.

 

Find den perfekte bog

Først er det er vigtigt at finde en bog, som passer til dit barns læseniveau og interesser. Er dit barn så småt begyndt at kunne afkode ord og læse en kort sammenhængende tekst, er det vigtigt, at du vælger nogle bøger med mange illustrationer og korte sætninger. Når dit barn læser mere flydende omkring, 2.-3. klasse, kan det være en god idé at vælge kapitelbøger.

For de mere garvede læsere fra mellemtrinnet og op vil det være oplagt at spørge ind til hvilken type af genre, dit barn godt kan lide – fantasy, krimi, gys og gru eller noget andet? Det vil også være rigtig godt at finde en bog-serie, således at dit barn kan læse bøger fra serien hen over sommerferien. Der findes bl.a. gyserserien Gåsehud til mellemtrinnet og serier som Harry Potter og Twilight til de ældste.

Tv2 har givet et godt bud på de bedste børne- og ungdomsbøger. Listen kan du finde her.

      ItemImage     twilight-boger-saga-stephanie-meyer    ItemImage (1)dukkernes_nat

Læs til du er hæs

Her er en lille læseøvelse, som vores elever er glade for. Den er sjov og anderledes, og I vil helt sikkert kunne få et godt grin med på vejen.

Det første, I skal gøre, er, at vælge den bog, der passer til dit barns lixtal. Her er en oversigt over klassetrin og lixtal.

  • 0. klassetrin: Lix 2-5
  • 1. klassetrin: Lix 5-10
  • 2. klassetrin: Lix 10-15
  • 3. klassetrin: Lix 15-20
  • 4. klassetrin: Lix 20-25
  • 5. klassetrin: Lix 25-30
  • 6. Klassetrin: Lix 30-35

Når I har fundet en god bog, kan I gå i gang med at øve læsning. Her er en sjov lille leg til læsetræningen:

Først skal I lave nogle kort, hvor der står navne på forskellige karakterer/personer. Det er kun fantasien, der sætter grænser – det kunne fx være en robot, Hugo eller Anders And. Det er sjovest, hvis I vælger karakterer med sjove stemmer. Du finder ud af om lidt hvorfor. Når kortene er lavet, skal de lægges på bordet, så I ikke kan se, hvad der står skrevet på dem. Nu trækker en af jer et kort. Det er kun den, der trækker kortet, som må se, hvad der står på det. Nu skal den med kortet læse et afsnit op fra bogen med en stemme svarende til personen på kortet. Den anden skal derefter gætte, hvilken person ‘der læser højt’. Dette kan gøre den ellers lidt kedelige læsning sjovere. Det bliver hurtigt til en leg om, hvem der kan lave den sjoveste stemme, og inden I får set jer om, så er der blevet læst flere kapitler i bogen.

Download et sæt stemmekort her, og find selv på personer til den nederste kolonne.

Ferieblog

Mange af jer forældre har prøvet at skrive dagbog, men det nye er at blogge om sin hverdag. Mange elever i udskolingen læser forskellige blogs om alt inden for mode, biler, fodbold, træning osv. Derfor vil det være oplagt, at jeres barn skriver sin egen ferieblog, således at bedstemor kan læse med hjemme fra sofaen. Det er muligt at fylde bloggen med billeder og tekst. Det er en rigtig god måde at gøre læse- og skrivetræningen til en sjov og meningsfuld aktivitet.

Det er ganske simpelt at oprette en blog, og der findes forskellige sider til dette. At lave sin egen blog er helt gratis og et sjov minde at have med hjem fra ferien.

Her kan I oprette en blog.

De ældste børn kan også læse bloggen på siden viunge.dk, der omhandler tematikker omkring det at være i teenagealderen.

 

Blæs på sætninger

Den næste øvelse er en sjov leg for hele familien. Lav jeres egne ordkort og giv dem point efter antallet af bogstaver. Kortene må ikke være for store. Spred dem ud på bordet, og I er klar til at starte. I skal nu dyste en mod en (det kan også lade sig gøre at dyste to mod hinanden). Hver deltager skal have et sugerør. I spillet gælder det om at danne en sætning på kortets tid. I kan starte med 30 sekunder, og alt efter sværhedsgrad kan I justere tiden, så den passer til børnenes niveau. Når tiden er gået, læses sætningen højt, og pointene lægges sammen. Den deltager med det højeste antal point vinder runden. Hvis I er to spillere på hvert hold, kan I aftale, at I ikke må snakke med hinanden, det gør det sværere at konstruere en sætning.

I skal bruge:

  • Ordkort
  • Sugerør

Untitled design

 

Vi ønsker jer alle en rigtig god sommerferie og læselyst!

Kærlig hilsen alle os fra ElevAkademiet

Find og følg os på Facebook, hvor vi poster sjove læringsaktiviteter til sommeren.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.