It-værktøjer dit barn skal bruge til matematik

IT-kompetencer er blevet en del af Folkeskolens Fælles Mål, og især i matematikundervisningen fylder IT og digitale værktøjer mere og mere. Går dit barn i udskolingen er det især nu du skal begynde at være opmærksom på om nedenstående programmer er en del af dit barns værktøjskasse.

Læs videre her om Wordmat og Geogebra, og hvordan de kan hjælpe dit barn i matematik.

WORDMAT

Wordmat: Wordmat er et digitalt CAS-værktøj, hvor dit barn blandt andet kan få hjælp til at løse ligninger, regne med brøker, reducere algebraiske udtryk og løse trekantsberegninger. Et CAS-værktøj er et computerprogram der fungerer som en lommeregner, hvori man også har mulighed for at regne med bogstaver og udregne mere komplekse former for opgaver. Wordmat er nemt at bruge, og det kan virkelig lette dit barns arbejde med forskellige matematikopgaver.

Wordmat er desuden et program som er udarbejdet til Microsoft Word. Det er gratis at hente og installere, og kræver kun at man allerede har Word installeret på sin computer.

GEOGEBRA

Geogebra: Geogebra er et dynamisk matematikprogram som også ofte bliver brugt i matematikundervisningen i folkeskolen. Her kan man arbejde med geometri, algebra, regneark, graftegninger og CAS. Dog er geogebras CAS-værktøj mere kompliceret end wordmat. Her skal man benytte sig af kommandoer, i modsætning til wordmat, hvori man blot indsætter en ligning direkte. Geogebra er allerbedst som et geometriprogram, hvor dit barn kan få hjælp til blandt andet at undersøge og eksperimentere geometriske figurer, få et bedre kendskab til geometriske begreber, såsom linjer, polygoner og cirkler, og fremstille skitser og tegninger ud fra nogle givne krav.

Geogebra er ligesom wordmat gratis tilgængeligt og kan nemt installeres på computeren.

Digitale værktøjer kan være med til at lette dit barns arbejde med matematikken og bl.a. gøre problemløsningsopgave til folkeskolens afsluttende matematikeksamen lettere at løse og mere overskuelige. Værktøjerne kan hjælpe dit barn til at løse nogle problemstillinger, som tidligere har voldet problemer, samt gøre matematikken mere håndgribelig og visuel. En grundlæggende god matematiske forståelse er dog afgørende for at få det optimale ud af de digitale værktøjer. Derfor er det vigtigt at støtte dit barn i at kunne forholde sig kritisk til de resultater, der kommer ud af de digitale værktøjer og vurdere om resultatet giver mening i forhold til opgaven.

Kunne dit barn have gavn af en gennemgang af både Wordmat og Geogebra? Så tilmeld dit barn til ElevAkademiets gratis workshop, som afholdes d. 29 oktober kl. 10 i ElevAkademiets lokaler i Aarhus C.

Tilmelding sker på mail – kontakt@elevakademiet.dk

Blogindlæg skrevet af Marie Louise Bundgaard – Matematikunderviser hos ElevAkademiet

Skriv et svar