Sådan styrker du dit barns sprog med læsning

Sprogstimulerende aktiviteter for førskolebørn

Undersøgelser viser, at et godt ordforråd ved skolestart har betydning for, hvordan dit barn klarer sig både fagligt og socialt i skolen. Som forælder til et førskolebarn har du et hav af muligheder for at være med til at styrke dit barns sproglige evner. Vi har lavet en lille serie med aktiviteter, I kan lave derhjemme, der kan være med til at stimulere dit barns sprogbrug. Her i tredje og sidste afsnit gennemgår vi, hvordan dit barns sprogbrug kan stimuleres gennem læsning.

 

Dialogisk læsning

Hvis du læser med dit barn hver dag, giver du dit barn rigtig gode muligheder for at tilegne sig nye ord. Særligt dialogisk læsning er effektivt.

Dialogisk læsning er en måde at læse på, som er med til at udfordre og engagere dit barn sprogligt. En billedbog er meget velegnet til førskolebarnet, fordi billederne giver en god støtte til at tale om indholdet. Dialogisk læsning kan deles op i tre trin: Før læsning, under læsning og efter læsning.

Før læsning
  •   Det er en god idé at læse bogen på forhånd selv for at kunne danne sig en idé om, hvad den handler om.
  •   Vis bogen til dit barn og kig sammen på forsiden og bagsiden. Tal om, hvad I tror, den kommer til at handle om.
Under læsning
  • Stop op undervejs og tal med dit barn om, hvad der sker i historien – og hvad, I tror, der kommer til at ske.
  • Tal sammen om illustrationerne. Hvis personerne i bogen er illustrerede, kan du bede dit barn om at finde personerne.
  • Hvis der er ord i bogen, som dit barn ikke kender på forhånd, så husk at forklare dem.
Efter læsning
  •   Tal sammen om bogen, efter I har læst den.
  •   Hvis I har talt om nogle nye ord, mens I læste, er det rigtig godt at bruge dem bagefter også. Jo flere gange dit barn hører et nyt ord, jo bedre.

 

Det er vigtigt at huske, at den dialogiske læsning kun bliver sprogstimulerende læsning, når du holder den samtale, der opstår, i fokus hele tiden. De samtaler, der opstår, skal være meningsfulde for dit barn og støtte den sproglige udvikling.

 

Se også vores andre indlæg i serien, hvor vi kommer ind på, hvordan du kan stimulere dit barns sprogbrug gennem Den gode samtale og gennem Leg og spil.

 

Du kan også læse mere om vores førskoleundervisning her. Vores førskoleforløb fokuserer på barnets sproglige udvikling, symbolbehandling og mængdeforståelse, så dit barn bliver godt klædt på før skolestart.

Skriv et svar