Se videoen: ElevAkademiets første seje spilprogrammører

Afslutning for efterårets programmeringshold

De sidste syv uger har ni seje drenge lært at programmere og udvikle deres egne computerspil sammen med Emilie og Louise i programmet Scratch. På vores programmeringshold lærer børnene at programmere computerprogrammer gennem et særligt kodesprog, som giver dem gode evner til at tænke kreativt og systematisk. Alle i alderen 10-12 år kan være med og vil gå fra vores begynderhold som spirende programmører og spildesignere.
I går var det tid til, at Asbjørn, Lucas, Tristan, Viktor, Lucas, Mathias, Rasmus, Malthe og Magnus skulle færdiggøre deres computerspil, så både deres nye venner og forældre kunne afprøve dem.

Onde aliens og gode venner

Før de spændte forældre blev inviteret ind til kaffe, kage og computerspil, skiftedes drengene til at præsentere deres spil for hinanden på storskærm. Med stor fantasi havde drengene udviklet spil, der indeholdt alt fra onde aliens, glade smileys, flagermus, tyveknægte og kreative gameover-skærme. Stemningen var munter, og det var svært at løsrive sig fra vennernes spil. Efter hver endt præsentation blev rummet fyldt af klapsalver fra de begejstrede venner. Og drengene gav hinanden gode råd til, hvad de hver især kunne arbejde videre med, hvis nogen havde lyst til at videreudvikle deres spil hjemme. Det var tydeligt, at drengene var inspireret af hinanden. En ville eksempelvis gerne lære, hvordan han kunne lave et spil ‘ligesom det med aliens’. En anden ytrede, at det bedste ved programmering var, at han havde mødt Viktor.

Drengene var gode til at spørge hinanden til råds og kiggede med på sidemandens skærm for at få inspiration både til at kode deres eget spil, men også til hvordan en svær bane skulle gennemføres. Selvom det ikke var alle spil, der var lige nemme, var stemningen høj. Udbruddene ‘Du har gjort det SÅ svært’ var efterfulgt af grin. Når det endelig lykkedes, blev sejren markeret med armene højt i vejret.

Et programmeringseventyr er startet

Da forældrene endelig fik lov til at være med til resten af drengenes programmeringsaften, blev de selv placeret foran tastaturerne. Aftenen sluttede af med diplomoverrækkelse og udveksling af kontaktinformationer. Så kan drengene stadig spille og diskutere deres spil med hinanden, selvom programmering er slut for nu.
Nu har drengene lært at blokprogrammere. Dermed er de klar til at gå hjem og fortsætte deres programmeringseventyr på egen hånd i det gratis onlineprogram Scratch. Med en forståelse for grundprincipperne i programmering har drengene desuden et godt udgangspunkt for at gå videre med de mere avancerede programmeringssprog og for at begå sig i den digitale verden. Selvom vi vil savne dem om tirsdagen, er vi glade for, at det nu kun er fantasien, der kan sætte grænser i deres fremtidige udvikling af programmer.

Du kan skrive dit barn på til vores næste programmeringshold her

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.