hvad er micro:bit

Alt der er værd at vide om micro:bit

I har sikkert bemærket, at der over det sidste stykke tid har været en masse nyheder, som har handlet om ultra:bit og micro:bit. Det skyldes, at DR fra efteråret 2018 og tre år frem kører et projekt, hvor 60.000 4. klasses børn bliver undervist i kodning med micro:bits. Projektet kalder de ”ultra:bit”, som associerer til både DR’s børneunivers ‘Ultra’ og selve minicomputeren ‘micro:bit’, som de skal lære at kode. Hos ElevAkademiet er vi enormt begejstrede for, at et statsstøttet medie sætter udviklingen af gode, digitale kompetencer på dagsordenen, og at teknologiforståelse nu også bliver en del af public service-tilbuddet til børn og unge.

Men hvad er micro:bits egentlig for noget? Og hvorfor skal børnene lære om det i skolen? Læs med her og find svarene!

 

Hvad er en micro:bit?

En micro:bit er en slags mini-computer, som kun er lidt større end en nøglering. Ved hjælp af programmering kan man få micro:bitten til at gøre forskellige ting, eksempelvis at lyse, afspille lyd, måle temperatur og meget andet.

Micro:bitten blev opfundet af det britiske BBC med det formål at lære alle britiske børn at programmere og opfinde. Danmark har efterfølgende taget den lille computer til sig, og senest har DR lavet deres store ultra:bit-projekt med micro:bitten.

 

Hvad er inputs og hvad er outputs?

Når eleverne arbejder med micro:bits lærer de om inputs og outputs, og om hvordan elementer fra det fysiske rum, kan opsættes til et input, som computeren forstår.

Eksempelvis har nogle af vores elever på MakerCamp lavet en terning med micro:bitten. Terningen fungerede på den måde, at når de trykkede på en knap, ville micro:bitten vise mellem 1 eller 6 lysende LED-pærer. Her var inputtet altså knappen og outputtet LED-lys.

For at computeren kan forstå input og output, er der brug for, at vi fortæller computeren, hvordan den skal forstå det. Det er her programmering bliver relevant. Med eksemplet fra terningen lavede børnene et program, som fortalte micro:bitten, at den skulle registrere, hvornår der blev trykket på en knap. Når den registrerer et tryk, vil den vælge tilfældigt mellem 1,2,3,4,5 og 6 lysende LED’er.

 

Men hvorfor er micro:bitten relevant for mit barn?

Når børnene i skolen skal arbejde med micro:bitten, er det fordi de skal lære om programmering, teknologi, design og innovation, som alle er en del af fremtidens kompetencer (det kan du læse meget mere om her). I børnenes arbejde med teknologi lærer de også at forstå omverdenen, og de lærer at forstå, hvorfor lyset i garagen tænder, når de kommer hjem, hvad der sker med “snaps”, når de bliver sendt afsted fra en mobiltelefon og modtageren trykker ‘åbn’ og meget mere.

Digitale teknologier bliver kun en større og større del af vores verden. En undersøgelse udarbejdet af McKinsey Globale Institute viser, at op mod 800 millioner mennesker i 2030 vil have mistet deres jobs, fordi digitale teknologier i stedet kan varetage deres opgaver. Derfor er der brug for et større fokus på teknologi, også i grundskolen, så den  næste generation bliver godt klædt på til fremtidens jobmarked.

Børn er gode til at bruge teknologi, men blot fordi de er født ind i en digital æra, betyder det ikke, at de ved, hvordan de skal forholde sig kritisk til teknologien. Hvis børn skal lære at forholde sig kritisk til digitale teknologier, er der brug for, at de forstår spillereglerne; Hvordan teknologien er opbygget, hvordan den behandler data, og hvordan den bruger data.

 

Hvordan kommer man i gang?

At arbejde med micro:bits handler altså ikke kun om at bruge et bestemt læringsredskab som micro:bitten. Det handler om at forstå de digitale teknologiers spilleregler. Når børnene forstår disse spilleregler, kan de være kreative og opfinde deres egne løsninger med mange andre og mere komplicerede teknologier – Uanset om de vil bygge en forældrealarm, en automatisk gardin-fratrækker eller en interaktiv bamse til lillesøster. Det er, når børnene går fra at benytte teknologien til at skabe deres egne unikke løsninger, at disse teknologier bliver relevante for børnenes læring.

Her hos ElevAkademiet arbejder vores ældste elever på MakerCamp og i vores TechClub med Arduino, hvilket er en mere omfattende og kompliceret udgave af micro:bitten. De kompetencer og færdigheder, som de får gennem undervisningen, kan de bruge langt ind i deres ungdomsuddannelse, og når de skal videre derfra, og ikke mindst hvis de en dag bare får lyst til at bygge deres egen drone, smart-mirror eller noget helt andet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.