Guide til at købe den rigtige computer til gaming og programmering

Skal dit barn have ny computer, men synes du, det er en jungle at finde ud af, hvordan man vælger den rette? For hvordan er det nu lige, man er helt sikker på, at den også opfylder kravene, så den kan bruges til gaming og programmering?

Vi er så heldige, at vi har fået vores underviser Christian, der betegner sig selv som ‘en kæmpe nørd, der elsker at programmere og rode med computere’, til at lave en guide til jer, der kan gøre det hele lidt lettere. Til daglig læser Christian til Datamatiker på University College Nordjylland. Så er vi jo så heldige, at han derudover underviser børn og unge i programmering i vores TechClub-afdeling i Aalborg og på MakerCamp.

Christian vil her hjælpe jer med at blive klogere på, hvad der er ekstra vigtigt at være opmærksom på, når man skal købe ny computer, der skal kunne bruges til gaming og programmering.

Vigtige ting at kigge på ved køb af ny computer

Når der skal købes en computer, der skal bruges til gaming og programmering, er det vigtigt at kigge på følgende:

 

  • CPU/processor
  • RAM
  • GPU/Grafikkort
  • Harddisk

 

CPU Processor

Hvad er CPU?

En CPU, eller ofte processor i daglig omtale, er én af de vigtigste enheder i din computer. Det er fra CPU’en, at næsten alle handlinger bliver udført. CPU’en kan ses som maskinens ”hjerne”, og er den, der får din maskine til eksempelvis at kunne lægge 2 og 2 sammen 1 million gange i sekundet, hvis du bad den om det.

Når man kigger på ny computer, kan det anbefales at undgå at spare på lige præcis denne front, da der skal udføres så mange operationer fra din CPU, at det er vigtigt, at den kan klare det.

Købsråd

Det er en rigtig god idé at gå efter en nyere generation af processorer. Det skal gerne være 7., 8. eller 9. generations processorer (pr. 1/09-2018). Det er også en rigtig god idé at købe intel i5 eller i7 processorer i enten dual – eller quad core.

RAM

Hvad er RAM?

RAM, eller computerens hukommelse, er din computers korttidshukommelse. Det er fra denne/disse enheder, at din computer kan have programmer kørende i baggrunden samt sende opgaver fra dine RAM op til din CPU/processor.

Købsråd

Der er ikke helt de stramme krav til dine RAM som til din CPU. Dog vil det på det kraftigste anbefales, at man køber en maskine med mindst 8 gb. RAM.

 

GPU/Grafikkort

Hvad er GPU?

Ligesom at din CPU/processor udarbejder opgaver, arbejder et GPU/Grafikkort også med opgaver. Forskellen på de opgaver, der udføres af CPU/Processoren og GPU/Grafikkortet, skal findes i, hvor grafik-tung opgaven er. Ofte i de nye CPU’er vil der være det, man kalder et indbygget grafikkort. Faktisk kan et indbygget grafikkort i mange tilfælde være helt fint (Læs: Hvis man surfer på nettet, ser YouTube og ikke ‘gamer’).

Et grafikkort bliver som sagt nødvendigt, når der skal udføres mere grafik-tunge opgaver, herunder gaming. Derfor er det ofte en rigtig god idé at kigge efter en bærbar med det, man kalder ‘dedikeret grafikkort’, hvis computeren skal bruges til gaming.

Købsråd

Når du skal købe grafikkort, kan det være lidt af en jungle. Det kan anbefales, at du til en start bruger Google til at søge efter hvilke spil, der kræver hvilke grafikkort. Eksempelvis kan man skrive således i søgefeltetet: ”What is the system requirements for (indsæt spil)”

Hvis der skal udvælges nogle grafikkort pr. 01-09-2018, er der følgende på markedet:

Nvidia grafikkort model: 1050, 1050ti, 1060, 1060ti, 1070, 1070ti, 1080 eller 1080ti.

Disse kort stiger i pris, hvor 1050 er det billigste, men også det kort, der yder mindst og så fremdeles.

En klar anbefaling er at rådføre sig med dem, man handler med, og have i mente, at dyrest eller billigst ikke altid er det, der passer dig eller dit barn. Nogle gange kan man med de dyreste kort komme til at betale for meget mere kraft, end hvad man nogensinde kommer til at bruge.

 

Harddisk

Hvad er en Harddisk?

På samme måde som dine RAM er din korttidshukommelse, er din harddisk din langtidshukommelse. Det er med harddisken, du har mulighed for at gemme spil, billeder og generelt alle de filer, du vil gemme i lang tid. Desuden er det typen af harddisk, der bestemmer hvor hurtigt, dine gemte filer kan hentes frem. Der findes mange forskellige typer af harddiske, men de typiske, man møder i butikkerne lige nu, er HDD og SSD.

Købsråd

Generelt indeholder computere, man køber i dag, gode harddiske. Man finder næsten altid en SSD-harddisk i en ny computer, da de er hurtigere og mere solide og ikke går så nemt i stykker som en HDD-harddisk. Dog vil der i de fleste bærbare eller stationære computere beregnet til gaming, ofte være en HDD, som har mere lagringsplads end din SSD. Tanken med dette er, at der findes programmer, der kræver, at nogle filer bliver hentet hurtigere end andre og derfor ville det være for dyrt at installere en stor (Læs: harddisk med meget lagringsplads) SSD i en computer, da teknologien ikke er lige så gammel og billig at producere som en gammeldags HDD. Så typisk installerer man sit operativsystem, det kan eksempelvis være Windows, på en SSD og har alle sine spil, billeder osv. til at ligge på sin HDD.

 

God fornøjelse! 

 

Husk, at du kan modtage gode råd og guides som denne direkte i din indbakke ved at skrive dig op til vores nyhedsbrev.

Comments 1

  1. Jeg er gået i gang med at bruge https://www.muvizu.dk/ Muvizusoftware til at lave animationfilm med mine elever. Synes det er noget som mangler, så eleverne kan arbejde med æstetiske tekster! Det er en god artikel med hvilken computer ungerne skal overveje at købe, når de gerne vil kunne bruge programmet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.