Guide: 4 programmer til at komme i gang med programmering derhjemme

Sådan kan dit barn lære at programmere derhjemme

Kode skaber vores digitale verden. Alle hjemmesider, smartphones, apps, computerprogrammer, lommeregnere osv. afhænger af kode for at fungere. Når man koder, giver man eksempelvis en computer små kommandoer, som den skal følge. Computeren er meget lydhør og vil gøre alt, hvad du fortæller den – bare du fortæller det på en måde, så den forstår det. Hvor fedt kunne det ikke være at lære dette særlige sprog, som gør en i stand til helt selv at udvikle sine egne spil og hjemmesider?

Når man skal lære at kode, er det vigtigt at starte helt fra bunden. Kodning skal være simpelt, så det ikke hurtigt virker for uoverskueligt. Der findes en række spil og programmer på markedet, som har til formål at give børn en grundlæggende forståelse for kodning. Mange af programmerne er dog på engelsk, og det kan være en ulempe for børn i indskolingen. Vi har derfor prøvet at finde frem til de programmer, der bedst muligt, og gratis, kan give danske børn en forståelse for kodning, så I kan komme i gang med at kode derhjemme.

Hour of Code 

  • Henvender sig til indskoling og mellemtrinnet

På denne hjemmeside finder I sjove små spil, der kan give de yngre børn en grundlæggende forståelse for kode. Ens for spillene er, at man skal sammensætte kommandoer, der skal gøre det muligt at klare de forskellige opgaver. Den kode, der bliver brugt i spillet, er meget simpel og er blot et middel til at lære, hvordan en bestemt kommando har et bestemt udfald. Derfor er disse opgaver specielt gode til de yngste elever, både fordi de er på dansk, men også fordi at koden bygger på håndgribelige begreber. Derudover foregår kodningen i universer, som barnet måske allerede kender. Fx er det muligt at kode sammen med Elsa fra Frozen eller yndlingsfiguren fra Star Wars.

Gå til Hour of Code’s hjemmeside

 

Codecademy 

  • Henvender sig til udskolingen

Codecademy er et gratis onlineprogram, der giver gode muligheder for at lære begreber og kodetyper. Programmet henvender sig til de ældste elever, da det hele foregår på engelsk. Programmet er dog stadig meget brugervenligt, og det er ikke svært at fange logikken i programmeringen. Det er muligt selv at vælge hvilket sprog, man vil lære at kode i. En god idé er at starte med HTML, da det er et meget simpelt, men også yderst brugbart kodesprog. Helt kort bliver HTML brugt til at opsætte tekst og billeder på en hjemmeside. At have en forståelse for HTML er altså første skridt på vejen mod at kunne lave sin egen hjemmeside. Herefter kan man lære sproget CSS, som er det sprog, der styler HTML-indholdet. Det kan måske virke som en stor mundfuld, men når først man er kommet i gang og begynder at se med sine egne øjne, hvad kode kan gøre, ja, så er det svært ikke at blive lidt små begejstret.

http://www.codecademy.com/learn 

Scratch 

  • Henvender sig til alle aldersgrupper

Scratch er et meget simpelt programmeringssprog, som kan anvendes af både de yngste og ældste elever. Dog er programmet på engelsk, men med de simple ord er det let for selv de elever, der først lige er begyndt at lære engelsk. Programmet tager lidt tid at sætte sig ind i, og det kan være en god idé, at du som forælder hjælper dit barn med at komme godt i gang.

http://scratch.mit.edu

scratch_programering_til_boern

Tynker

  • Henvender sig til alle aldersgrupper

Tynker er en app, der kan hentes ned til forskellige devices. Tynker minder lidt om programmet Scratch. Det gode ved Tynker er, at det er muligt at lære at kode både gennem spil, men også ved at lave sit eget spil. Appen er på engelsk, men ligesom Scratch er det engelske sprog meget simpelt. Spillet har to funktioner ‘create’ og ‘play’. Play-funktionen kan nemt benyttes af de yngste elever, hvorimod create kræver en lidt større logisk forståelse.

Appen er gratis – ekstra baner og funktioner kan tilkøbes.

Create-and-play-programering-Boern

 

Hvis I har lyst til endnu mere kodning, kan I læse om vores programmeringshold her.

Vi har også vores fede MakerCamps, hvor vi i skolernes ferie programmerer vores egne computerspil og koder seje robotter i en hel uge.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.