Sådan udvikler du dit barns naturvidenskabelige evner tidligt

I dag kan der findes en del litteratur for forældre, der gerne vil hjælpe med at styrke deres børns skrive- og læsefærdighed tidligt. I modsætning hertil findes der begrænset litteratur om, hvordan man som forælder kan styrke og udvikle sit barns naturvidenskabelige evner. Det betyder dog ikke, at der ikke er måder, hvorpå du kan hjælpe dit barn med at udvikle sin naturvidenskabelige faglighed uden for klasseværelset. Og jo før du kommer i gang med at opmuntre dit barn til at se, hvordan naturvidenskaben er en vigtig del i verden omkring os, jo bedre. Så er der nemlig større chance for, at dit barn får faglig succes i de naturvidenskabelige fag, præcis ligesom tidlig læsning også kan have indflydelse på barnets faglige udvikling senere.

Med afsæt i to australske professorers anbefalinger, giver vi dig her tips og tricks til, hvordan du derhjemme kan hjælpe med at udvikle dit barns naturvidenskabelige evner fra en tidlig alder. Men først gennemgår vi lige fordelene ved, at dit barn tidligt stifter bekendtskab med verden fra et naturvidenskabeligt synspunkt.

 

Fordele ved at bruge naturvidenskaben i hjemmet

Forskning viser, at de miljøer, dit barn færdes i uden for skoletiden, spiller en vigtig rolle i forhold til at fremme den naturvidenskabelige læring. Det skyldes, at de kan være med til at vække en interesse hos barnet og også tilbyder andre muligheder, der kan udvide barnets engagement med naturvidenskabelige aktiviteter.

Forskning har også vist, at oplevelser med naturvidenskabelige aktiviteter uden for skoletiden kan styrke og forbedre den viden, man har modtaget i skolen om naturvidenskab. Oplevelser på eksempelvis museer, akvarier, biblioteket, til fritidsaktiviteter, i botaniske haver, zoologisk have eller ved køkkenbordet derhjemme kan nemlig være med til at legitimere og dermed forstærke de koncepter, man har fået introduceret i undervisningen i skolen.

Disse oplevelser kan også fremme en anerkendelse af naturvidenskabelige emner og en interesse i at beskæftige sig med naturvidenskab i skolen og hverdagslivet. Det hjælper nemlig barnet til at forstå den daglige relevans og betydning af naturvidenskab i livet og verden omkring barnet.

 

Enhver forælder kan lære sit barn om naturvidenskab

Du behøver hverken dyre redskaber, smart, videnskabeligt udstyr, tykke arbejdsbøger eller andet for at være en god naturfagslærer for dit barn. Og du behøver heller ikke være videnskabsmand eller forsker selv for at kunne hjælpe med at åbne dit barns øjne for den naturvidenskabelige verdens potentialer.

En uformel naturfagsundervisning i hjemmet handler i stedet mest om, at du og dit barn sammen skal udforske naturvidenskab på en sjov og hands-on måde uden for klasseværelset.

Du er allerede med til at lære dit barn om naturvidenskabelige praksisser og imitere, hvad forskere gør, når I sammen udvider dit barns blad- eller stensamling med et nyt eksemplar, I har fundet på vej hjem fra skole, eller slår op i en bog hvilken fugl, der sidder i træet i haven, eller nærstuderer, hvad der sker med olivenolien i køkkenet, når den blandes med vand.

Selv korte, men kvalitetsfyldte interaktioner med dit barn om naturvidenskabelige emner kan gøre en forskel for, hvordan dit barn opfatter naturvidenskab og også klarer sig fagligt i fagene i skolen. Når du som forælder udviser anerkendelse over for naturvidenskabelige emner og signalerer en vigtighed af at undersøge dem, vil du have en positiv indflydelse på dit barn og dets syn på disse emner. Dermed støtter du dit barns succes i det naturvidenskabelige område.

Og husk, børn har en naturlig nysgerrighed og iver efter at undersøge og udforske ting. Det gør dem allerede til gode naturvidenskabselever.

 

Her er fem konkrete måder, hvorpå du kan hjælpe med at booste dit barns naturvidenskabelige faglighed derhjemme:

1. Opmuntr dit barn til at lægge mærke til omgivelserne

Observation er en af de mest fundamentale naturvidenskabelige processer. I naturvidenskabelig forskning opstiller man hypoteser og indsamler data fra observationer. Derfor skal du og dit barn i gang med at observere jeres omgivelser.

Læg mærke til ting omkring jer, såsom årstidernes skift, nye knopper på blomsterne, eller hvordan vinden får trækronerne til at svaje og flagene til at flagre. Børn er ofte mere observante end deres forældre, fordi voksne har travlt med at tænke på madpakker, hvem der henter børnene tre forskellige steder, og alt det, vi ikke nåede på arbejde. Øv i stedet at tale om omgivelserne sammen med dit barn. I starten kan I lægge mærke til mere generelle egenskaber og stille bevæge jer til at observere og snakke om mere detaljerede eller videnskabelige egenskaber.

2. Opmuntr dit barn til at beskrive, hvad han eller hun ser og gør

Spørg dit barn ind til karaktertræk eller egenskaber ved de ting, I ser: Hvilken farve, form og størrelse har mariehønen? Eller bed dit barn om at beskrive, hvad han eller hun gør eller har gjort. Gentag hvad dit barn siger og forlæng ordene og sætningerne for at udvide dit barns ordforråd og selvtillid, når det kommer til at tale om naturvidenskabelige ting. Brug eksempelvis ord som forudse, eksperimentere og måle.   

 

3. Brug ‘hvad’-spørgsmål snarere end ‘hvorfor’-spørgsmål

Spørg dit barn, hvad han eller hun kan se eller gøre i stedet for at stille spørgsmål, der fokuserer på, hvorfor noget sker. Det vil resultere i, at dit barn uden problemer kan svare på, hvad der sker med naturvidenskaben og give en følelse af sikkerhed og succes. Det er nemmere for dit barn at svare på, hvad der sker med boblerne, snarere end hvorfor boblerne hænger sammen. Hvad-spørgsmål vil også åbne op for yderligere samtale mellem dig og dit barn om, hvad I kan se, der sker.

Vi vil gerne åbne op for samtale og læring, ikke lukke for muligheden ved at stille spørgsmål, dit barn og måske nogle gange dig selv som forælder ikke kan besvare.

Det er fint senere at finde svar på, hvorfor boblerne hænger sammen og alle de andre hvorfor-spørgsmål, der måtte opstå og også er væsentlige. Men i første omgang er det bedst at stille spørgsmål, som dit barn kan svare på.

 

4. Opmuntr dit barn til at tælle

Dit barn skal ikke bare kunne tælle til tre, men også vide hvilket størrelsesforhold, tallet tre har i ‘virkeligheden’. Dit barn skal lære, at tallet et er lig med et objekt, to er lig med to objekter, tre er lig med tre objekter osv.

Du kan nemt hjælpe dit barn med at udvikle denne evne ved at bede dit barn om at dække bordet med fem tallerkner eller hente to æg til den kage, I er ved at bage. Du kan også spørge, hvor mange ting, der er i indkøbskurven, eller hvor mange breve, der er i postkassen.

Brætspil er en god måde at lære dit barn, hvordan tal korresponderer med objekter i virkeligheden. Her er det jo nødvendigt at rykke sin brik det antal felter, man har slået med terningen, for at vinde i spil som Matador, Ludo og Trivial Pursuit.  

 

5. Opmuntr dit barn til at tænke over, hvor han eller hun befinder sig fysisk

Forskning har vist en klar sammenhæng mellem evnen til at forstå rumlige forhold og naturvidenskabelige færdigheder. Snak med dit barn om, hvor han eller hun fysisk er placeret, eksempelvis i forhold til noget andet. Kigger I på et kort over zoologisk, så spørg dit barn, hvor I er henne i forhold til girafferne eller flamingoerne. Du kan også bede dit barn om at vise vej, når I kører til svømning eller håndbold eller huske bestemte ting, I kører forbi på jeres regelmæssige ruter. Øv også om dit barn kan beskrive, hvor hans eller hendes værelse er i forhold til køkkenet, eller om dit barn kan finde jeres hus på et satellitbillede af jeres kvarter. 

 

God fornøjelse med at udforske naturvidenskaben sammen!

 

Flere guides?

Skriv dig op til vores nyhedsbrev lige her. Så modtager du guides til dit barns læring som denne direkte i din indbakke.

 

Kilder

Professor Lynda Colgan: “Science in the home boosts children’s academic success”

https://theconversation.com/science-in-the-home-boosts-childrens-academic-success-86668

 

Assistant Professor Kym Simoncini: “Five things parents can do every day to help develop STEM skills from a young age”

https://theconversation.com/five-things-parents-can-do-every-day-to-help-develop-stem-skills-from-a-young-age-92927

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.