10-tabellen-tabeltræning

Tabeltræning i sommerferien

Sommerferien er så småt ved at gå på hæld, og I har helt sikkert holdt en velfortjent pause fra alt, der hedder grammatik, tabeltræning og madpakker derhjemme. Lige om lidt starter undervisningen op igen, og det kan derfor være en god idé at forberede dit barn på alt det nye, han eller hun skal lære på næste klassetrin, eller blot få genopfrisket det, dit barn lærte, inden I gik på sommerferie.

Tabeltræning

”Syv, 14, 21, 28, 35, 42, 49, 56, 63, 70”

At lære tabeller kræver en god portion udenadslære. Når dit barn har fået en forståelse for, hvad tabeller bruges til, og hvorfor tallene står i den rækkefølge, som de gør, kan I gå i gang med tabeltræning og at lære tabellerne udenad.

At lære tabellerne udenad er et spørgsmål om hukommelse. Det kan være rigtig svært for mange børn, fordi de ikke kan se mønstre i tabellerne. Ni-tabellen er et godt eksempel på et visuelt mønster, der er let at få øje på: 09, 18, 27, 36 osv. Her ses det tydeligt, at tallet til venstre går en op, og tallet til højre går en ned. Men i mange af tabellerne er mønstrene svære at få øje på, og derfor kan det være en stor hjælp for børnene, at give dem et mønster til at visualisere og huske tallenes rækkefølge. De fleste børn har svært ved at huske seks- og syv-tabellen. Derfor vil vores øvelse være oplagt til at træne disse tabeller.

Øvelser, der involverer udenadslære og en høj grad af visualisering, er effektive, når dit barn skal øve eksempelvis tabeltræning, stavning eller andre emner. Vi giver dig her en konkret metode til tabeltræning, som du også vil kunne benytte med dit barn i andre sammenhænge. Vi har tager udgangspunkt i jeres hjem, men lad jer endelig ikke begrænse; med lidt fantasi kan du og dit barn nemt lave øvelsen ved poolen, i haven eller i bilen på vej hjem fra ferien.

Øvelse 

Redskaber: post-it notes og en blyant.

I skal starte et bestemt sted i huset. Det vil være oplagt at starte ved hoveddøren. Dit barn skal nu følge det samme mønster, som når han eller hun kommer hjem fra skole. Dit barn kommer ind ad døren, går ud i køkkenet for at få noget mad, går måske derefter på toilettet og så ind på værelset. Ruten i sig selv skal give mening for dit barn. Start ved jeres første stop, hoveddøren. På hoveddøren sætter I det første tal fra tabellen – i det her tilfælde 7.

Dernæst går I ud i køkkenet og sætter det næste tal – måske på køleskabet, 14. Ruten er først færdig, når I har brugt alle tallene i tabellen. Dit barn skal nu huske ruten udenad. Det er noget, de fleste børn har meget let ved. Dit barn skal dernæst huske hvilket tal, der blev sat på de forskellige stoppesteder på ruten. Du kan hjælpe dit barn ved at stille forskellige spørgsmål. Hvor var tredje stoppested? Hvilket tal finder du der? Du vil opleve, at dit barn meget hurtigt lærer tabellen. Ofte kan dit barn også uden problemer sige tabellen baglæns.

Metoden er super god og effektiv, fordi ruten gennem huset danner det mønster, dit barn har brug for for at huske tallenes placering. Du kan supplere med opgaver som 7*3, hvor dit barn får til opgave at visualisere det tredje stoppested. Du vil opleve, at det er meget lettere for dit barn, end hvis han eller hun blot havde fået en masse regnestykker uden at kunne gennemskue mønstrene. Det kan godt være, at I skal gå ruten et par gange, men prøv jer frem. Det er meget sjovere end at sidde og terpe tabellerne fra et multiplikationsskema – God fornøjelse! 🙂

 

Husk, du kan følge os på Facebook.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.